Valgkort

Hvis du er optaget på valglisten, vil du ca. en uge før valget modtage et valgkort fra din kommune.

Et valgkort er et papirkort, som kommunen sender med posten til din adresse kort før et valg. Alle borgere, der kan stemme til valget, vil modtage et valgkort i forbindelse med Kommunal- og Regionrådsvalget. Det gælder dog ikke personer uden fast opholdssted, fx hjemløse.

På valgkortet står der, hvilken dag og inden for hvilket tidsrum valget afholdes. På valgkortet står der også, hvor du skal møde op for at stemme.
 
Valgkortet på valgdagen
Du skal aflevere valgkortet til valglisteføreren, når du går ind på valgstedet og vil stemme. Valglisteføreren bruger valgkortet til at tjekke, at du står på valglisten og har ret til at stemme, og at du ikke allerede har stemt. Du skal samtidig oplyse din fødselsdato.

Når valglisteføreren har krydset dig af på valglisten, beholder valglisteføreren valgkortet og giver dig til gengæld en stemmeseddel.

Hvis jeg ikke har modtaget et valgkort eller der er fejl på
Du vil senest fem dage før valget modtage valgkortet. Hvis du har stemmeret, men ikke har modtaget et valgkort senest fem dage før valgdagen, skal du henvende dig til kommunen. Det bør du også gøre, hvis der står forkerte oplysninger på valgkortet.

Du kan da henvende dig til Borgerservice på tlf. 87 53 50 00 eller nedenstående adresse.

Borgerservice
Lundbergsvej 2
8400 Ebeltoft
Mandag-tirsdag 10-15, torsdag 10-17 og fredag 10-12
 

Opdateret: 14-10-2021 16:47

Kontakt